Thor Gunnar Kofoed: Det er stort

Den tidligere folketingspolitiker for Venstre er blevet valgt som viceformand i Landbrug og Fødevarer.
- Det er jo en stor opgave, som jeg er blevet valgt til, og som jeg har sagt ja til, lyder det fra den nyvalgte viceformand i Landbrug og Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed.

Den 59-årige bornholmer blev i dag valgt i Herning ved et delegeretmøde for interesseorganisationens landsforening.

- Det er jo ingen hemmelighed, at landbruget har nogle ekstremt store udfordringer. Både økonomisk, men også i fremtiden har vi en dagsorden i forhold til befolkningen, hvor man helst ser, at landbruget bliver klimaneutralt, siger Thor Gunnar Kofoed.

Nexøboen skal i fremtiden stå i spidsen for 30.000 landmænd og 300 virksomheder sammen med formand Martin Merrild og endnu en viceformand, Lone Andersen.

- Det er ikke noget, der bliver nemt, men jeg ser frem til opgaven som en interessant opgave at løse, afslutter den nyvalgte viceformand.