Betænkelighed ved dobbeltrolle

Vognmænd er utrygge ved, at en konkurrent håndterer gods for Bornholmslinjen og samtidig repræsenterer vognmandserhvervet i Trafikkontaktrådet.
BHS Logistics med hovedsæde på havnen i Rønne er et af landets største transportfirmaer. Men ud over at fragte gods mellem Bornholm og den store verden - ja, så er det også BHS Logistics, der for Bornholmslinjen håndterer de løse trailere på havnen i Rønne og i Køge.

- Det er for mit vedkommende en konkurrerende vognmand, der skal håndtere vores trailere på færgen. Det skulle være et separat firma eller ansat af Molslinjen, mener Kim Pedersen, driftschef hos Taarnby Transport og fortsætter.

- Man tænker, hvorfor kommer vores trailer ud som nummer ti, når Studsgaard har fået ni af deres ud først. Det er nok ikke sådan, det foregår - men man kan ikke lade være med at tænke, om nogen bliver forfordelt, lyder det fra Kim Pedersen.

Og Tårnby Transport er ikke det eneste vognmandsfirma, der er utryg ved at overlade trailerhåndteringen til en konkurrent.

- Jeg mener, at færgeselskabet burde havde deres egen terminaltraktor til at sørge for, at den opgave bliver løst. Ligesom det gamle færgeselskab gjorde - og de gjorde det godt. Det andet her kan ikke undgå at skabe konflikter, vurderer Hans Georg Novrman fra HGN-Transport.

Men vognmændenes bekymring stopper ikke her. Morten Studsgaard er direktør for BHS Logistics - og sidder samtidig i trafikkontaktrådet som repræsentant for vognmandserhvervet. Men vil Morten Studsgaard tale erhvervets sag overfor Bornholmslinjen, når hans firma samtidig er på rederiets lønningsliste.

- Hvis jeg havde en kunde, og jeg sad med, når han skulle kritiseres, og jeg samtidig tjente penge på ham - så tror jeg nok, jeg ville kritisere ham meget lidt, vurderer Hans Georg Novrman.

I trafikkontaktrådet sidder der to vognmænd - BHS Logistics og Ole Holm Transport. To meget store vognmandsfirmaer, der primært sender godset med løstrailer. Modsat Tårnby og HGN-Transport, der også sender hele lastbiler over. To meget forskellige måder at drive vognmandsforretning på.

- Det burde man tage højde for, når man udpeger folk til kontaktrådet, så man får delt ud til alle interesser - ikke kun de store, understreger Hans Georg Novrman, der efterlyser et mindre vognmandsfirma i kontaktrådet.

Vi har de seneste dage - og også i dag - forsøgt at få en kommentar fra BHS-direktør Morten Studsgaard, men han har ikke svaret på vores henvendelser.