Grønt lys til ny rute til Nord Stream 2

En ansøgning til en ny rute for Nord Stream 2 er sendt afsted, og sagen er lige nu i offentlig høring.
De færreste har formentlig kunnet undgå at bemærke, at gasledningen Nord Stream 2 skal transportere russisk gas fra Rusland til Europa.

Ansøgningen om den første rute blev afleveret i august sidste år og skulle gå fra Narva Bay i Rusland, gennem finsk og svensk farvand og sydøst om Bornholm, for så at nå frem til Tyskland. Men på grund af en storpolitisk diskussion har Danmark nølet med at godkende ruten, og derfor har Nord Stream 2 nu planlagt en ny rute, der skal ligge nordvest om Bornholm. Men hvad vil det betyde for Danmark og i særdeleshed bornholmerne? Det blev fremlagt på et møde i dag.

I et år har rådgivningsselskabet Rambølls miljøteknikere undersøgt, hvad konsekvenserne for dyrelivet og skibstrafikken omkring Bornholm ville være, hvis der på havbunden - 11,5 kilometer væk fra kysten - skulle ligge to rørledninger ved navn Nord Stream 2.

Konklusionen blev fremlagt i dag på Green Solution House i Rønne - og i følge projektleder Jacob Skou fra Rambøll vil ledningen kun få mindre miljømæssige konsekvenser:

- Der er måske nogle havpattedyr, der vil søge væk, og nogen, som er nysgerrige og vil søge til. Men det er meget kortvarigt og vil kun være i en kort periode, understreger han.

Arbejdet med den nye rute i dansk farvand vil tage cirka 125 dage - og den nye rute vil løbe igennem Bornholms gat, hvor omkring 50.000 sejladser hvert år passerer. Men ifølge Rambøll vil nedlægningen af ledningen ikke genere sejladserne i væsentlig grad.

- Vi vurderer, at sejladsen godt kan foregå omkring det her læggefartøj, og at påvirkningen i øvrigt er relativ midlertidig.

Hos Nord Stream understreger man også, at man har haft relevante aktører i forhold til at sikre, at bornholmerne stadig vil kunne komme frem og tilbage.

- Jeg har været i kontakt med dem, og de ser ikke noget problem. De er vant til det og ved, at der er meget trafik i det her område. Vores fartøj bevæger sig mellem 3-4 kilometer om dagen, så det har ingen direkte effekt, siger Samira KiEfer Andersson, Permitting Manager i Nord Stream 2.

Tyskland, Finland, Rusland og Sverige har godkendt projektet - og det første arbejde er allerede begyndt i Tyskland og Finland.

Men den danske godkendelse har udskudt projektet - og derfor har Nord Stream nu indsendt ansøgningen om en alternativ rute nordvest om Bornholm, som teknisk set vil være i internationalt farvand.

Det betyder, at Danmark ikke kan sige nej til planerne medmindre der er miljømæssige konksekvenser.

Og det er der ifølge Rambølls miljørapport ikke.

- Konklusionen er, at Nord Stream 2 kan etablere og drive deres projekt i dansk farvand, uden at det giver anledning til væsentlige miljø- eller sejladsmæssige forhold, fortæller Jacob Skou fra Rambøll.