Kontant belønning for at flytte 10. kl. til Campus

Regeringen vil styrke erhvervsuddannelserne. Et forslag er, at kommuner skal belønnes for at lade erhvervsskolerne udbyde 10. klasse.
Der er allerede mangel på håndværkere og derfor skal flere unge vælge en erhvervsuddannelse. En måde at rekruttere flere på, er - ifølge et forslag fra regeringen - at knytte eleverne i 10. klasse tættere på erhvervsskolerne.

Derfor lyder et af forslagene i de igangværende forhandlinger om en aftale, der skal styrke erhvervsuddannelserne, at kommuner og erhvervsskoler skal have en kontant præmie, hvis de lader erhvervsskolerne overtage 10. klasse.

På Campus Bornholm er direktøren åben for forslaget, selvom hun har et enkelt forbehold:

- Vi er klar til at samarbejde om at finde den bedste løsning, fordi for os der handler det om, at eleverne som skal vælge en ungdomsuddannelse vælge det, for den enkelte elev, bedste tilbud. Vi vil gerne have 10. klasse, men vi vil også rigtig gerne yde en håndsrækning til at få samarbejdet til at fungere, hvis man vælger at fastholde den nuværende 10. klasse, siger Inge Prip, direktør for Campus Bornholm.

Forhandlingerne om en ny aftale om erhvervsskolerne er endnu ikke færdige. Men ifølge forslaget, så bliver det frivilligt for kommunerne om de vil lade en erhvervsskole drive 10. klasse.

I dag er det kommunen, der betaler 100 procent af udgifterne til 10. klasse, og der er derfor en økonomisk gevinst for kommunen, ved at lade Campus Bornholm overtage.

Ideen har dog tidligere mødt modstand. I forbindelse med etableringen af Campus Bornholm sagde kommunalbestyrelsen nej til at lade 10. klasse flytte hen i det nye byggeri. I stedet slog man 10. klassecenteret sammen med Ungdomsskolen.

Direktør Inge Prip vil ikke for enhver pris have 10. klasse på Campus Bornholm, men ser dog nogle fordele ved det:

- For os betyder det selvfølgelig, at vi er tættere på eleverne, og vi bedre kan vejlede eleverne i forhold til de uddannelser, vi udbyder, siger Inge Prip.