BHS-Almeborg forlænger med U23-talent

BHS-Almeborg Bornholm har forlænget kontrakten med U23-rytteren Jeppe Klein Jensen.
Jeppe Klein Andersen er stadigvæk at finde på BHS-Almeborg Bornholms hold i 2019. U23-rytteren fra Haderslev har i denne sæson kørt sin første sæson som senior, og det gik godt for Jeppe Klein Andersen, indtil han fik en knæskade i august, som afsluttede hans sæson tidligt. Skaden er nu under kontrol, og rytteren er igen klar til en ny sæson.

- Jeg ser frem mod den kommende sæson, hvor jeg håber at gøre brug af nogle af de mange ting, jeg har lært i den forgangne sæson på holdet. Jeg er fortsat sikker på, at teamet er det rette for at maksimere min udvikling både grundet det stærke setup, men ikke mindst grundet det stærke sammenhold, der hersker på holdet! Jeg er desuden meget motiveret for at vise, at jeg er kommet stærkt tilbage efter min skade, hvorfor jeg håber at kunne bidrage til at både holdet, og jeg selv opnår store resultater, siger Jeppe Klein Jensen.

I juli vandt Jeppe Klein Andersen en afdeling af den svenske SWE-CUP, som er det svenske svar på Post Cup-serie.

- Jeppe har haft en hård sæson, men jeg er sikker på, at han har lært meget. Alt det, han har lært i år, tager han med sig til næste sæson. Han er meget pligtopfyldende og et stort talent, hvilket hans sejr i den svenske SWE-CUP også beviste. Han har dog stadigvæk mange ting, han skal lære endnu, men jeg synes, at han er en spændende ung U23-rytter, som vi skal fortsætte med at arbejde med, siger sportsdirektør, Christian Juul Andersen.