Farvel til velkendt plastikpose på Bornholm

Netto siger farvel til den lille, gule plastikpose og et nyt genbrugsnet tager over. Det sker i første omgang i de fynske og bornholmske butikker.
Netto har i en længere periode testet en pantordning på plastikposer på Bornholm. Nu tager dagligvarekæden skridtet videre og udskifter den lille, velkendte gule plastikpose med et genbrugsnet af 90 procent genanvendt plast. Skiftet sker i første omgang i de fynske og bornholmske butikker.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

- Den tynde kvalitet gør den ikke egnet til at blive brugt igen og igen, og derfor passer den heller ikke ind på Nettos hylder længere, skriver Salling Group om den lille, gule pose.

Tidligere på året kunne Netto fortælle, at forsøget med pant på plastikposer havde resulteret i et fald på 15 procent på plastikposer på Bornholm.

Nettos plastikstrategi er et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.