Linda Persson: Tidsplan for stram

Ansættelsesprocessen er for stram tidsmæssigt og så er det vigtigt, at tage medarbejderne med, siger DF-politikeren, som er i undertal i økonomi-udvalget.
Den tidligere kommunaldirektør Peter Loft blev fyret den 8. oktober og siden da har koncerndirektør Johannes Nilsson været konstitueret direktør for Bornholms regionskommune. Nu skal stillingen besættes og i Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalget skal man i aften tage stilling til hele processen.

- Vi mangler noget tid. Planen er simpelthen for stram. Det er ligegyldigt, om det bliver med start 1. februar eller første marts, siger Linda Kofoed Persson(O), som sidder med i udvalget.

Allerede nu er der debat om både tidsplan og det ansættelsesudvalg, som skal ansætte den nye kommunaldirektør. Medarbejdernes repræsentant skal ikke sidde med til bords, hvilket medarbejderne er utilfredse med og her får de igen opbakning fra Linda Kofoed Persson:

- Kommunen profilerer sig med, at vi tager medarbejderne alvorligt. Det gør vi ikke, hvis vi ikke hører medarbejderne ordentligt. Det nytter ikke noget at tromle henover dem, siger Linda Kofoed Persson og tilføjer:

- Vi har allerede talt om det her på et møde for gruppeformændene (for de politiske partier, red.), og der mødte jeg ikke opbakning. Men man kan håbe, at presset fra medarbejderne gør, at man er lydhør, siger Linda Kofoed Persson.

Mødet i Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalget finder sted i dag kl. 17:00.