NB Bornholm henter ny træner og sætter ny kurs

Thomas Jørgensen overtager trænersædet i fodboldklubben NB Bornholm. Derudover vil klubben fokusere på at bruge 'egne' talenter i fremtiden.
For første gang i en række år kommer cheftræneren i NB Bornholm ikke til at hedde Holmgaard til efternavn. Tidligere Midtbornholm og Viking-træner, Thomas Jørgensen overtager hvervet som cheftræner i Københavnsserieklubben NB Bornholm.

Thomas Jørgensen overtager efter et halvår med Flemming Holmgård som cheftræner. Flemming Holmgaard overtog i sommer efter sin bror Lasse Holmgaard, der i flere sæsoner har været træner hos de gul-blusede.

Sammen med cheftrænerskiftet iværksætter NB Bornholms bestyrelse et nyt fokus på at bruge flere 'hjemlige' spillere og, som de skriver, 'tilpasse brugen af oversøisiske spillere' med henvisning til, at klubben tidligere har haft flere spillere med tilknytning til hovedstadsområdet.

- Bornholm har mange dygtige fodboldspillere, som vi gerne vil skabe noget for og sammen med, alle spillere der har lyst til at prøve sig selv af i et atmosfærefyldt og positivt fællesskab er mere end velkommen i NB Bornholm, skriver formand Erik Kristensen i en pressemeddelelse.