El-busser: - Vi skal tænke os om

Natur- og Miljøudvalget har udskudt planerne om at indføre el-busser. Udvalgsformand Leif Olsen støtter el-busser, men mener også, at man skal tænke sig om.
Diesel-busserne i Rønne bliver ikke skiftet ud med el-busser lige med det samme.

På tirsdagens møde i Natur- og Miljøudvalget besluttede medlemmerne at udskyde planerne.

Det skyldes ifølge formand for udvalget, Leif Olsen (SF), blandt andet, at det kræver en ændring af infrastrukturen med ladestationer og værksteder, og at der for tiden er et års ventetid på el-busser.

Derudover er Klima- og Bæredygtighedsudvalget også gået i gang med projektet Grøn Mobilitet, som omfatter både privat og kollektiv trafik.

Og måske skal Bornholm heller ikke være det sted, hvor el-busserne kører først.

- Vi har nogle meget store trafikselskaber - blandt andet Movia - som arbejder med det her og er ved at gøre sig nogle erfaringer. Vi er landets suverænt mindste trafikselskab, og det er ikke sikkert, det er os, der skal tage den risiko og det ansvar på os. Det er ikke sikkert, vi kan løfte det, siger Leif Olsen og fortsætter:

- Nogle gange kan det godt betale sig at lære af andre, og det er så også det, vi prøver på her.

Udskydelsen af planerne betyder dog ikke, at de er droppet.

- Vi fortsætter arbejdet med at afklare og planlægge, hvordan vi kan sikre, at klimabelastningen for vores transport på Bornholm bliver mindre, siger Leif Olsen.