FV19: Internationale aftaler skal sikre klima

Hvis det står til Liberal Alliance og Venstre, som er to af regeringspartierne, så skal der internationale aftaler til, hvis der skal gøres noget for klimaet.
Debatten for de yngste vælgere ude på Campus Bornholm er i fuld gang, og det første emne, der bliver diskuteret, er klimaet. Her er alle partierne enige om, at der skal gøres noget, men de er ikke enige om, hvordan.

Ifølge to af regeringspartierne, Liberal Alliance og Venstre, skal der internationale aftaler til.

- Vi kan ikke klare det her med klima alene. Vi er nødt til at gøre det i flok, siger Peter Juel-Jensen, folketingskandidat for Venstre.

I Liberal Alliance forslår man, at man kan give 0,2 procent af bruttonationalproduktet til klimaforskning.

- Forskning er vejen frem, og vi vil sætte rigtig mange penge af til det, siger Kenny Olsen, folketingskandidat for Liberal Alliance.

De internationale aftaler vækker begejstring hos Stram Kurs, der lægger sig på linje med både Venstre og Liberal Alliance.

Det sidste regeringsparti, Det Konservative Folkeparti, vil også gerne investere mere i klimaforskningen.

I Radikale Venstre synes man, det klinger hult, at regeringspartierne vil sætte penge af til forskning, når der stadig er et omprioriteringsbidrag, der gør, at flere uddannelser skal spare to procent om året.

- Det er da helt omvendt, det hænger jo ikke sammen, siger Mathilde Lissau, folketingskandidat for Radikale Venstre.