FV19: Persson trækker i land

Dansk Folkepartis folketingskandidat, Jess Christian Persson, mener ikke længere, at ledelsen i Molslinjen A/S er utroværdige, som han ellers tidligere er citeret for at skrive.
'Man har et standpunkt, til man tager et nyt'. Sådan lyder et legendarisk citat fra tidligere statsminister, Jens Otto Krag.

Det citat kan man i den grad hive op fra gemmerne i sagen om den bornholmske færgedrift.

En af de mest kritiske røster efter skiftet fra Færgen til Molslinjen er Dansk Folkepartis folketingskandidat, Jess Christian Persson (DF). Tilbage i november gav han udtryk for sin utilfredshed med færgedriften og den nye færgeoperatør med følgende tekst:

- Ledelsen i Molslinjen er efterhånden direkte utroværdige. En direktør der gentagne gange siger usandheder, er forkasteligt. Her er tale om et rederi der modtager næsten 1 mio kr. om dagen i statsstøtte, skrev Jess Christian Persson tilbage i november på Dansk Folkeparti Bornholms Facebook-side.

Siden da har skibsfløjten dog fået en anden lyd. I dagens debatudsendelse på TV 2/Bornholm trækker Jess Christian Persson en smule i land i forhold til kritikken af ledelsen i Molslinjen.

- De (ledelsen i Molslinjen, red.) er i allerhøjeste grad kommet i møde, siger Jess Christian Persson, der siden opslaget i november nu er blevet ansat af Molslinjens bornholmske afdeling.

Selvom han har skiftet holdning til ledelsen, så står han dog ved det opslag, han lavede i november. En af de ting han dengang påpegede var manglen på den såkaldte t-foil, der stabiliserer færgen. Siden han som ansat er begyndt at styre båden, så mener han dog, det ikke er det eneste, man kan gøre for at sikre bedre komfort.

- T-foilen er ikke alene løsningen, må jeg nok ærligt indrømme, siger han.

Du kan se debatten lige nu på TV 2/Bornholm og tv2bornholm.dk/live.