Brand i busk i Tejn

Bornholms Brandvæsen er blevet kaldt ud til en alarm i Tejn. Ifølge alarmen var der brand i en busk. En snarrådig forbipasserende slukkede branden med skumslukker.
En snarrådig tililende var hurtig til at slukke en brand med sin skumslukker, da der til formiddag udbrød brand i en busk i Tejn.

Indsatslederen fra Bornholms Brandvæsen fortæller, at branden opstod som følge af brug af en ukrudtsbrænder.

Han understreger, at der ikke kan opfordres nok til påpasselighed med brug af ukrudtsbrænder, da naturen er meget tør i øjeblikket.

Der skete en teknisk fejl eller tastefejl da alarmen gik. På alarm 1-1-2 kunne man læse, at der var opstået brand i en lastbil/bus. Men det var altså en busk, der var tale om.

Vi skrev tidligere, at der ikke var nogen personer i bussen. Vi kan nu oplyse, at det var der heller ikke i busken.