Nyt stisystem klar til indvielse

Det store stisystem i Aakirkeby og omegn, Linjer i Landskabet, bliver torsdag indviet med taler og gåture.
Der er lagt op til skåltaler og gåtur, når det nye stisystem, Linjer i Landskabet, i morgen bliver indviet.

Projektet har været undervejs siden 2014 og er støttet af blandt andet Nordea-fonden og udarbejdet af blandt andet NaturBornholm - og efter lang tids planlægning kan stierne nu altså endelig betrædes i morgen.

- Det går ud på at præsentere nogle unikke attraktioner, vi har her på Bornholm. De er unikke ikke kun i bornholmsk kontekst, men også i dansk- og nordeuropæisk kontekst, for de ting, man kan se på ruten, kan man kun se her, fortæller projektmager og formand for NaturBornholm, Bjarne Westerdahl.

Man kan både gå forbi stenbruddet i Ugleenge og ved forkastningen på Klintebakken på den cirka 10 kilometer lange gåtur i Aakirkeby og omegnen.

Har man ikke mod på at gå hele turen, er der også råd for det.

- Der kører også en shuttlebus rundt i morgen, så man kan nøjes med at gå nogle små stykker af stiforløbet, siger Bjarne Westerdahl.

Indvielsen begynder klokken 14 på Aakirkeby Torv.