Uddannelse til socialrådgiver rykkes frem

Socialrådgiveruddannelsen fremrykker næste optag på Bornholm et år, således at der starter et nyt hold i 2020 i stedet for 2021.
Københavns Professionshøjskole har besluttet at fremrykke optagelsen til uddannelsen efter en løbende dialog med Bornholms Regionskommune, som forudser et ekstraordinært stort behov for rekruttering af socialrådgivere i de kommende år, oplyser Uddannelsesleder Claus Arne Hansen i en pressemeddelelse.

Der er stort set fuld beskæftigelse for socialrådgivere på Bornholm, bekræfter Arbejdsmarkedschef Allan Westh, hvilket også gælder for det seneste hold dimittender fra Socialrådgiveruddannelsen på Bornholm. Disse dimittender afsluttede deres tre-et-halvårige uddannelse i januar 2019.

Som udgangspunkt vil det fremrykkede optag kun gælde denne ene gang, og er således ikke udtryk for overgang til en ny, fast toårig kadence. Socialrådgiveruddannelsen har hidtil startet nyt hold på Bornholm hvert tredje år, senest sommer 2018, men på baggrund af at Bornholms Regionskommune imødeser et større rekrutteringsbehov efter uddannede socialrådgivere end hidtil i de kommende år, er der grundlag for et optag allerede i 2020.

Samtidig har der gennem årene været en stigning i antal ansøgere til uddannelsen, og ved det sidste optag i 2018 blev 35 nye studerende indskrevet på uddannelsen.