FV19: Wermelin er glad for S-udspil

Ikke overraskende er Socialdemokratiets folketingskandidat på Bornholm, Lea Wermelin, glad for partiets udspil om videregående uddannelser i udkantsområder.
Det kommer næppe som den helt store overraskelse, at Socialdemokratiets Lea Wermelin synes godt om det uddannelsesudspil Socialdemokratiet til morgen har offentliggjort. Et udspil, der skal flytte flere videregående uddannelser ud i udkantsområderne.

- Uddannelsesmuligheder i alle dele af landet er en del af en stærk regionalpolitik. Det er vigtigt for Bornholm, og derfor er jeg også glad for vores udspil om at sprede uddannelserne i Danmark mere. Jeg mener, det er oplagt, at vi får flere pladser på velfærdsuddannelserne lokalt for eksempel som sygeplejerske, siger Lea Wermelin.

- Men jeg synes også, at det er oplagt at flytte dele af universitetsuddannelserne ud af de store byer, hvor det giver mening. Det kunne eksempelvis være i forhold til arkæologi, hvor Bornholm har meget at byde på, eller IT-universitetet, som allerede har sommerskole her. Og så skal vi af med regeringens ødelæggende uddannelsesnedskæringer, der hvert år presser vores uddannelser, siger den lokale S-kandidat.