FM19: TV 2/Bornholm arrangerer en række debatter

TV 2/Bornholm står for en række debatter under Folkemødet. Den første blev skudt i gang i dag, hvor det handlede om sundhed.
I dag blev der diskuteret, hvorfor det lader til, at der aldrig er penge nok i budgettet til sundhed.

Det spørgsmål debatterede Mette Bryde Lind, der er direktør i Gigtforeningen, Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner og socialdemokratisk regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Leila Lindén.

Publikum havde mulighed for at stille spørgsmål undervejs i debatten, og det var der flere, der gjorde brug af.

- Jeg går ind for forebyggelse, og at man sætter fokus på store sygdomme som kræft, men jeg frygter at os med små- sygdomme kan blive glemt, når man taler om forebyggelse, lød det fra et af de fremmødte publikum.

- Er helhedsløsningerne for patienter dyrere, ville en anden fra publikum vide.

De følgende dage er der igen mulighed for at stille panelet spørgsmål i TV 2/Bornholms debatter. Nedenfor kan du se en oversigt over de kommende spørgsmål, der skal diskuteres:

Fredag kl.13:30: Hvem vil være nabo til en vindmølle?
Fredag kl. 16:30: Bornholm har et ry - øen fylder meget - men fylder den for meget?
Lørdag kl. 13:30 Hvad skal Bornholm dog gøre i EU?
Lørdag kl. 16:30 Hvor bevæger Folkemødet sig hen?