Kritik af elevator på Express 1

Flere fortæller om en elevator på Express 1, der i visse tilfælde ikke virker, og det er et problem, mener flere.
Da pædagog Laila Kure den 20. maj skulle fra Rønne til Ystad, kom hun og beboerne på det bosted, som hun arbejdet på, ud for en ubehagelig oplevelse.

- Vi er med Kombardo-bussen og skal ned - tre personaler og tre beboere. Den ene beboer er dårligt gående og svagtseende, så vi skal tage elevatoren. Og så virker den ikke, fortæller Leila Kure.

Laila Kure, der er pædagog på et bosted for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, er ikke imponeret over forholdene på Express 1.

- Det er utrolig sårbart, at der kun er en elevator, siger hun.

Og med det tidligere rederi har hun aldrig oplevet problemer, da Leonora Christina havde to elevatorer.

- Vi rejser en gang om året, og jeg har aldrig oplevet nogle problemer overhoved, og jeg har været ansat, der hvor jeg er nu, i 10 år, fortæller hun.

Ved seneste møde i trafikkontaktrådet er problemstillingen blevet taget op. Ældrerådet på Bornholm er også opmærksomme på problemet.

- Problemstillingen er specielt den elevator. Det har jeg så hørt efterfølgende, at det sker ret ofte, at elevatoren ikke virker, siger Svend Aage Kristoffersen, medlem af Ældrerådet.

Hos Molslinjen beklager man episoden, og forsikrer, at man vil gøre alt for en lignende hændelse sker igen.

- Hvis det skulle ske igen, at vores elevator på en eller anden måde går i stykker, så er det klart, at vi og besætningen om bord gør vores bedste for at få folk ned til bilerne eller bussen, så sikkert og så godt som muligt, siger Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef, Molslinjen.

Se mere om sagen i vores nyhedsudsendelse klokken 19:30.