Samarbejde giver selvskadende bedre behandling

Socialpsykiatrien og Bornholms Hospitals Akutmodtagelse har spurgt, hvordan behandlingen for selvskadende kan blive bedre. Løsning: Lær hinanden at kende.
Sygeplejerske Vibeke Bue Ellermann tager ofte med de unge, selvskadende borgere til Akutmodtagelsen på hospitalet. Hun har i længere tid tænkt, at der måtte være en måde at gribe behandlingen an på, som var mere hensigtsmæssig i forhold til borgeren.

- Det er ofte yngre piger, der har problemer med, hvordan omverdenen oplever og håndterer, at de er selvskadende. De oplever også ind imellem, at behandlingen af dem er lidt nedladende, at de måske bliver set mere på som en diagnose end den person, de faktisk er, forklarer Vibeke Bue Ellermann.

På Akutmodtagelsen nikker de genkendende til denne beskrivelse.

- Tidligere bekymrede vi os for, om de gjorde skade på dem selv, når de sad og ventede på behandling. De har følt sig som andenrangspatienter, selv om det selvfølgelig ikke har været vores mening, siger Kristine Holbek, der er sygeplejerske på Akutmodtagelsen.

På opfordring fra Vibeke Bue Ellermann satte Socialpsykiatrien og Bornholms Hospitals Akutmodtagelse sig sammen og diskuterede, hvordan behandlingen for selvskadende kan blive bedre. Løsningen blev: Lær hinanden at kende.

- Hvis vi har tid, kan de ringe til os og aftale et tidspunkt hvor de kan komme. De får også mulighed for at vente i et andet rum, så de ikke skal sidde i venteværelset. Vi har fået en bedre baggrundsviden og en større tryghed i forhold til at behandle de selvskadende patienter, forklarer Kristine Holbek.

I Socialpsykiatrien er man positiv over de nye små ændringer:

- Det er ikke raketvidenskab, vi skal bare lære hinanden at kende. Det gjorde vi på baggrund af dette projektet og har fået en meget større forståelse for hinandens arbejdsområder, i stedet for vi sidder og blive irriteret over, at borgeren ikke får den behandling, som vi synes er bedst, siger Vibeke Bue Ellermann og tilføjer:

- Nogle gange går tingene i sig selv igen, og vi falder ind i de gamle rutiner og vaner - det vil være synd. Vi skal udnytte, at vi er en lille ø, nærhedsprincippet skal vi være bedre til at holde i spil til temadage for eksempel, lyder den afsluttende kommentar fra sygeplejerske Vibeke Bue Ellermann.