FM19: Gæster skal lokkes til at flytte til øen

Flere skal have lyst til at slå sig ned på Bornholm. Det mener Bornholms Regionskommune, der bruger Folkemødet til at gøre reklame for Bornholm.
Bornholms Regionskommune bruger Folkemødet til at inspirere deltagere - eller nogle af deres bekendte - til at flytte til Bornholm.

- Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft på Bornholm - både faglært og ufaglært. Vi skal fortælle historien om, at der er jobs at få her. Tidligere har øen været kendt for, at der ikke var beskæftigelse, men nu er der godt gang i hjulene, siger arbejdsmarkedschef for job, uddannelse og rekruttering, Bornholms Regionskommune, Allan Westh.

Ifølge Allan Westh bliver der blandt andet efterspurgt akademikere, elektrikere og folk indenfor social og sundhedsområdet.

- Der har været forbavsende stor interesse. Det kan godt være, at der ikke lige er noget for dem, der kigger forbi, men så kender de måske nogle derhjemme, de kan fortælle det til, siger Allan Westh.