Stadig forsinkelser i lufthavnen

Det var en usædvanlig travl dag i Bornholms Lufthavn i går med store forsinkelser på grund af vejret. Det kan stadig mærkes i lufthavnen
Det blev en lang aften for rigtig mange folkemøde gæster på vej hjem i går. Torden og skybrud lukkede nemlig midlertidigt for flytrafikken ind og ud af København. Det gav store forsinkelser på mere end 4 timer i Bornholms Lufthavn.

Klokken 00.45 i nat lykkedes det dog endelig at få tømt terminalen og få det sidste fly på vingerne.

-Hverken jer, eller noget af mit personale har fået sovet særlig meget i nat, lyder det her til morgen fra lufthavnschef, Christina Dideriksen.

Hun fortæller, at de mange forsinkelser i går betyder, at der også i løbet af i dag vil være mindre forsinkelser på flytrafikken.

- Mange af forsinkelserne i dag er på grund af ting som hviltidsbestemmelser og fly, der ikke er hvor de skal være. Men hvis vejret holder, så skal det nok gå, fortæller hun.

Indtil videre er 5 afgange og 6 ankomster forsinket.