Får i kamp mod invasiv plante

Naturstyrelsen på Bornholm har fundet en metode til at holde kæmpepileurt nede - fårene ved Hammershus er nemlig vilde med at spise planten.
Kæmpepileurt gror lige nu på arealet ved Hammersholm, som ligger nær Hammershus. Problemet ved planten er, at den breder sig på bekostning af alle de andre planter, der vokser i området, og derfor er den uønsket.

- Kæmpepileurt er det, vi kalder en invasiv art. Det er en art, som mennesket har indført, som ikke naturligt ville vokse i Danmark. Samtidig er den et problem for den naturlige biologi på området. Den fortrænger simpelthen de arter, som normalt ville leve der, forklarer Mejse Holm, der er skovfoged ved Naturstyrelsen Bornholm.

Og det er her, fårene kommer ind i billedet. Naturstyrelsen har nemlig forsøgt at få både kvæg og geder til at gå og græsse på området, men hverken kvæg eller geder ville spise den uønskede plante. Det vil til gengæld fårene ved Hammershus.

- Der er masser af græs på området, fårene kan spise, men de kan simpelthen godt lide pileurten, så de vælger at spise planten, siger Mejse Holm.

Her på Bornholm er kæmpepileurten kun et problem på mindre arealer, men skovfogeden fortæller, at man i f.eks. Storbritannien kæmper med planten.

- Byggegrunde der kan blive helt usælgelige. Den er så stærk, så den kan trænge op i gennem asfalt og fundamentet på bygninger og ødelægge infrastruktur, siger hun.

Derfor er man i Naturstyrelsen Bornholm glade for, at man har fårene - for det letter også arbejdet for Naturstyrelsen.

- Vi kunne godt gå og slå området, men så skulle vi slå det hele tiden. Det fårene gør rigtig godt, det er, at de spiser hele tiden, så de stresser hele tiden planten, hvor vi måske kunne komme ud og slå én gang om måneden, forklarer Mejse Holm.

- Vi håber jo selvfølgelig, at det, at fårene græsser på pileurten, gør, at den bliver så stresset, så den bliver reduceret år for år og til sidst ikke er der mere. Jeg håber, at vi kan se resultater indenfor fem år, afslutter hun.

Kæmpepileurten er indført i Danmark som en haveplante for omkring 100 år siden. Den er i familie med den japanske pileurt, som er endnu sværere at bekæmpe.