Om den sidste tid

Projekt "Klar til samtalen" bryder med et tabu, som både sundhedsvæsen og patienter har svært ved at tale om; nemlig den sidste tid.
- ​Er vi gode nok i sundhedsvæsenet til at lytte til, hvad patienterne egentlig vil i den sidste tid? Sådan lød det indledende spørgsmål fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som havde inviteret til debat om emnet på årets Folkemøde.

Svaret fra Jan, som er multisyg og fast tilknyttet Bornholms Hospital lød:

- Det har været svært at nærme mig min kone med det her spørgsmål, for det er lidt som at være forelsket første gang. Min kone og jeg gik derhjemme, men der var noget, der var usagt. Det var først, da vi tog det her frem, at vi fik talt om det.

En del af projekt "Klar til samtalen” er et postkort, hvorpå man kan skrive de tre ting, som er vigtigst for en i den sidste del af livet. Derudover tilbyder projektet en række anbefalinger til, hvordan plejepersonale og læger bliver bedre til at tage afklarende samtaler med de ældste og de mest syge om, hvilke ønsker de har i den sidste tid.

I Hjerteforeningen hilser man initiativet velkommen:

- Vi ved godt, at vi indimellem tilbyder endnu et behandlingsforløb, der reelt ikke bidrager med noget som helst. Men det er svært at sige til patienten, at der ikke er mere i skuffen. Vi skal i stedet være bedre til at tale om, hvordan man lever den sidste tid med en sygdom, fastslog direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft.

På Bornholms Hospital har man erkendt, at der er behov for en eller anden form for struktur i forhold til samtalen om den sidste tid. Derfor er hospitalet gået i gang med et forbedringsarbejde på Dialyseafdelingen, hvor samtalen er i fokus.