Spil-topmøde på Bornholm

40 topchefer fra spilindustrien er samlet på Green Solution House for at diskutere branchens fremtid.
En global milliardindustri har fundet vej til Bornholm. De diskuterer emner der er oppe at vende - både indenfor deres fag og i samfundet i det hele taget.

- Det er et forum, hvor vi samler spilskabere fra norden, og diskuterer emner der er hotte i branchen. Og hvor vi tager ansvar for, hvordan vi ser udviklingen - også i samfundet fremover, siger Mathias Gredal Nørvig, som er CEO i spil-virksomheden Sygo, der bl. a. står bag kæmpesuccesen "Subway Surfer", som er blevet downloadet mere end 2,5 millarder gange, siden spillet udkom i 2012.


Det er Nordisk Film Games, der har taget initiativ til at 40 topledere fra spilbranchen i norden, er til Bornholm Game Days, som bliver holdt for tredje gang. Og sådan et topmøde, er selvfølgelig også top-hemmeligt.

- Vi har en regel om, at det vi diskuterer og snakker om er for lukkede døre. Lidt ligesom regeringsforhandlinger, siger Sofie Filt Læntver, som er Director of Partnerships i Nordisk Film Games.

Dørene er lukket, men muligheden for at lave et spil er åben for alle.

Alle kan nemlig lave et spil, i følge Mathias Gredal Nørvig. Og det er Sofie Filt Læntver enig i.

- Jeg kender ikke nogen spiludviklere på Bornholm, men der er spiludviklere alle steder, i alle afkroge af både, Danmark, Norge og Sverige.