Campus: Møde om bekymringsbrev

Det lokale uddannelsesudvalg og ledelsen på Campus Bornholm diskuterede i dag det bekymringsbrev uddannelsesudvalget sendte til Campus ledelse den 26. april.
Efter mødet havde ingen af deltagere lyst til at gå ind i de konkrete kritikpunkter, men Steen Nielsen, der er næstformand i Campus Bornholms bestyrelse, var dog optimistisk i forhold til at løse problemerne.

- Mange af tingene er praktiske ting, hvor løsningerne ligger i vores egne hænder. Ved en god koordinering, en god ledelsesindsats og en god dialog med virksomhederne, så kan vi løse mange af de ting selv, siger Steen Nielsen.

Kritikken af uddannelsen af metaluddannelserne på Campus er underskrevet af repræsentanter fra smedevirksomheder som eksempelvis Brødrene Anker, Jensen Group og Ole Almeborg.

Campus Bornholm vil forsøge at komme med løsninger på kritikpunkterne i bekymringsbrevet, der er blanding af almindelige praktiske problemer på metaluddannelserne og mere overordnet kritik af ledelsen.

- Det har kastet lys på noget, vi skal adressere. Det gør vi, og det har LUU sagt, det har de tillid til, at vi tager fat på, siger Steen Nielsen.

Inge Prip, der er direktør på Campus Bornholm har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.

Preben Holm, der er medlem af LUU Metal og afsender på bekymringsbrevet, havde efter mødet heller ikke lyst til at kommentere kritikken i hans brev.