Ny alarm-app skal øge sikkerheden til søs

Fra i dag kan man gratis downloade den nye SejlSikkert Alarm app. Her kan man slå alarm fra vandet og samtidig automatisk opgive sin position, så det bliver lettere for redningsmandskabet at finde frem til én.
I dag lancerer Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden den gratis app SejlSikkert Alarm. Med den kan fiskere, sejlere og andre, der bruger vandet, med et enkelt klik på mobilen slå alarm og samtidig automatisk opgive sin position, så redningsmandskabet kan sendes direkte til den nødstedte og dermed spare tid på unødig eftersøgning.

App'en er således en maritim udgave af den 1-1-2 app, der allerede findes, og som bruges på land.

Udover den hurtige adgang til at tilkalde hjælp, kan app'en også sættes til at tracke en sejlrute, fx hvert femte minut, så man kan spore en persons færden, hvis der skal sættes en eftersøgning i gang.

Man kan også lave en sejlplan med et tidspunkt for, hvornår man forventer at være tilbage i land. Hvis man ikke reagerer på det givne tidspunkt, modtager ens pårørende en sms, som de kan reagere på og slå alarm, hvis de ikke kan få kontakt til én.

- Vi har set frem til endelig at kunne lancere app'en til sejlere, fritidsfiskere og alle andre, som bruger vandet. Der er mange, som ikke har særligt udstyr til nødopkald, men benytter mobilen som eneste livline til land, og for dem er det en markant opgradering af sikkerheden, lyder det fra Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, i en pressemeddelelse.

Det er Søfartsstyrelsen, der har indgået aftale om at få appen til Danmark. Appen bruges allerede i andre lande under navnet SafeTrx, blandet andet i Sverige, Norge Irland, England, Holland og Tyskland.

Hvis man sejler uden for dansk farvand, kan man downloade SafeTrx, som er den internationale version af appen.

Billedet er et arkivfoto.