Folkemødet: Dyrt materiel stjålet

Folkemødet har oplevet en stor stigning i ting, der bliver stjålet. I år har Folkemødet blandt andet mistet en sejldug til en værdi af en kvart million.
Folkemødet er ramt af en træls tendens, hvor flere og flere ting bliver stjålet i forbindelse med den politiske festival i juni.

Det drejer sig især om ting, som Folkemødet bruger til at skabe atmosfære: europaller, lamper og tæpper.

Men i år er der også blevet stjålet en sejldug fra Energiens Scene.

- Den blev taget natten mellem den 24. og 25. juni. Den repræsenterer en værdi på 250.000 kroner. Den er specialdesignet, så der er ikke så meget, den kan bruges til, siger kommunikationsansvarlig i Foreningen Folkemødet, Pelle Nybirk.

Udover sejldugen er der også blevet taget et antal store skruer til at bolte den fast med.

Pelle Nybirk tror ikke på, at nogen ved en fejl kan være kommet til at tage den med hjem, men han håber, at de ansvarlige uanset hvad vil aflevere den tilbage.

Til gengæld kan folk godt have taget fejl af de mindre ting, der har stået rundt omkring, da Folkemødet sluttede.

- Måske har folk troet, at det skulle smides ud, men det tager altså mere end en lille uge at få ryddet alle tingene op efter Folkemødet, så folk må gerne aflevere dem tilbage, siger Pelle Nybirk.

Udover Folkemødet har også Knudsker El, der har stået for al el på Folkemødet, været udsat for tyveri. Her har man også oplevet en stigende tendens.

- Vi har mistet omkring 80 enheder ud af cirka 2.500 enheder. Størstedelen er forlængerledninger og adaptere, og så er der en lille håndfund fordelingstavler, siger projektleder i Knudsker El, Anders Lassen.

Han tror dog ikke, at det er blevet stjålet, men at folk er kommet til at tage det med hjem, da de pakkede sammen. Derfor opfordrer han ligesom Pelle Nybirk folk til at aflevere det tilbage, hvis de er kommet hjem med noget, der ikke er deres.

For Pelle Nybirk er det et glansbillede, der er ved at gå i stykker, hvor Bornholm ikke længere er en ø, hvor man trygt kan lade sine ting stå og lade døren være ulåst.

Konsekvensen af det stigende tyveri er ikke bare, at Folkemødet skal bruge penge på at erstatte de stjålne ting. Det betyder også, at Folkemødet vil skulle bruge flere penge på vagter under og ikke mindst efter Folkemødet, siger Pelle Nybirk.