Cirkus med Bubber er på øen

Her til morgen ankom Cirkus Arena og Bubber til Bornholm, hvor de giver seks forestillinger i den kommende uge.
Klovne, artister og dyr. Trylleri, spænding og latter. Cirkus har en magisk tiltrækning på de fleste af os.

Og det er netop magien Bubber vil dele med publikum, når han er konferencier i dette års forestillinger i Cirkus Arena.

- Det er som at få familien samlet igen, nu Bubber er tilbage. Og vi har i år fundet en række artister, som tilsammen giver et billede af, hvad Bubber forstår ved cirkus og magien i manegen, fortæller cirkusdirektør Benny Berdino.

Cirkus Arena giver seks forestillinger på Bornholm og kommer stort set øen rundt. Den 7. og 8. juli i Rønne, den 9. juli i Hasle, den 10. juli i Svaneke, den 11. juli i Nexø. Sidste
dag er fredag den 12. juli i Aakirkeby. Og som sædvanlig fylder Cirkus Arena stort set hele færgen.

- Vi glæder os som altid til at komme til Solskinsøen og præsentere vores artister og vidunderlige dyr, som vi er meget stolte af, fortæller Benny Berdino.

Og han røber, at der på mange måder indgår hestekræfter i årets forestilling. Udover et vaskeægte hestenummer vil de brasilianske vovehalse Diorios indtage manegen OG en dødskugle på deres motocross-motorcykler.

- Med få millimeters mellemrum vil de suse forbi hinanden i en båndflettet stålkugle. Hvor mange motorcykler, der når at køre i kuglen samtidig, må I tage i cirkus for at finde ud af, siger Benny Berdino

Cirkus Arena har turneret Danmark tyndt siden 1955 og har forstået at forny sig og holde på sit publikum. Ikke mindst ved at tilknytte populære kunstnere og værter som for eksempel Peter Belli, Dario Campeotto, Clemens, Motor Mille, Bubber og mange andre. Bubber var i øvrigt også med Cirkus Arena i 7 sæsoner i 90’erne, så han kender cirkuslivet indefra.

Billedet viser cirkusfolk i gang med at rejse det store telt. I vore dage bruger de trykluft og det tager cirka fire timer at rejse cirkusteltet, der har plads til omkring 1800 tilskuere.