Touren: 213,5 kilometer venter på 4. etape

Astana og Magnus Cort havde en god dag på 3. etape. Nu gælder det tirsdagens etape og formentlig en massespurt ved målstregen.
Magnus Corts holdkaptajn Jakob Fuglsang mærker klare fremskridt med sit højre knæ, der fik et kraftigt slag ved hans styrt i lørdags.

På mandagens 3. etape var Fuglsangs Astana-hold flere gange fremme og skrue tempoet op i fronten af feltet, og den danske kaptajn selv mærkede ikke meget til sit forslåede knæ.

- Da der blev åbnet op, følte jeg ikke så meget til knæet. Tankerne gik et andet sted hen, og adrenalinet hjalp måske lidt til at få smerterne til at forsvinde, siger Jakob Fuglsang foran holdbussen.

Magnus Cort er noteret for at komme ind 13:58 efter gårsdagens vinder, hvilket gav ham en placering som nr. 167. I den samlede stilling ligger Magnus Cort som nummer 124 i feltet - 14 minutter og 33 sekunder efter den førende rytter Julian Alaphilippe fra Quick Step.

Ifølge eksperterne kan vi i dag forvente en massespurt som afgørelse på dagens 213,5 kilometer mellem Reims og Nancy. Ruten beskrives som en flad strækning.

Beskrivelse: Selve turen østpå gennem det relativt flade Nordfrankrig skal man nok ikke forvente sig det store af. Måske stikker et par lykkeriddere afsted, og bag dem kører et kontrollerende felt styret af sprinterholdene, som ikke vil lade muligheden for en oplagt massespurt sejle væk i horisonten. Kommer feltet samlet til Nancy, bliver massespurten til gengæld nok en underholdende en af slagsen. En rundkørsel, en lang, lige strækning, et blødt sving og så 1500 meter lige ud langs floden mod mål bør gøre afslutningen til en rendyrket test på timing, rå kraft, snilde og samarbejde.

176 ryttere stiller til start i dag.