Magnus Cort erkender fejl hos eget hold

Magnus Cort erkender, at holdet var uorganiseret, og at Astana ikke havde en klar plan for at passe på Jakob Fuglsang på 10. etape af Tour de France.
Et tidstab til Astanas danske kaptajn Jakob Fuglsang på et minut og 40 sekunder på 10. etape af dette års Tour de France skyldes mangel på organisation i sidevinden.

Det mener Magnus Cort, der erkender, at holdet ikke havde en klar plan, inden etapen, hvor sidevinden fik feltet til at splitte. Det fortæller den bornholmske cykelrytter til TV 2 SPORT.

Det lyder, som om kritikken om, at Astana er lidt for uorganiseret, faktisk er berettiget?

- Ja, det tror jeg. Det kan man nok godt sige. Det er nok ikke nogen hemmelighed, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

At Astana ikke havde en klar strategi for at passe på den danske Tour-kaptajn under 10. etape har efter etapen kostet tid i klassementet. Og det kommer ikke bag på Cort, at holdet var uorganiseret og ikke havde en reel strategi og rollefordeling.

- Det er en indgroet ting i holdet. Jeg tror godt, at de kan lide, at der er mere ro på og har en idé om, at rytterne præsterer bedre, hvis man slapper mere af og ikke får helt så mange tæsk og får at vide, at nu er det dét og dét og dét - at man går ud fra, at de selv ved det, fortæller han.

Ifølge bornholmske Magnus Cort skal man fremover have en klarere rollefordeling og have tydeligere kommunikation, hvis lignende episoder skal undgås.