Christiansø søger om at blive naturpark

Christiansø vil være officiel naturpark. Det sker for at tiltrække turister fra især Tyskland, hvor naturparkbegrebet er mere kendt.
Flere får måske muligheden for at lære om Christiansøs helt særegne historie og natur.

- Vi kan tiltrække flere gæster, og gøre Christiansø mere kendt i en bredere kreds ved at bruge naturparkbegrebet, siger Jens Peter Koefoed, administrator på Christiansø.

Efter at have været naturpark på prøve i fem år, har administrationen på Christiansø besluttet ansøge Friluftsrådet, der står bag naturparkbegrebet, om at blive officiel naturpark. Og det sker primært for at tiltrække nye turistgrupper.

- Naturparken giver os en ekstra dimension at brande os på, især overfor tyskere og andre europæiske lande, hvor naturparkbegrebet er mere udbredt, end det er i Danmark, siger Jens Peter Koefoed.

Hvis Christiansø bliver en naturpark - der ikke må forveksles med en nationalpark - så vil der for de vante gæster ikke være den store forskel ud over en bedre formidling af øens historie og natur.

- I forvejen gør vi alle de ting, der skal til for at være en naturpark. Vi kan dog koble det på vores turismestrategi, hvor vi har nogle tiltag på vej omkring mere og bedre guidning, siger Jens Peter Koefoed.

Før ansøgningen sendes til Friluftsrådet skal den til høring i beboernes Ø-råd. Det sker på et møde i slutningen af august.

Hvis Christiansø bliver en officiel naturpark, så vil det ske fra 2020.