Mågeplage i Rønne

Rønneboere er kraftigt generet af måger. Specielt i yngletiden er mågerne aggressive og larmer med deres skrig. Men det er ikke let at komme mågerne til livs
I over et år har det været slemt, og det var i foråret helt galt med larm fra måger i andelsboligforeningen Stettestræde 7-9 i Rønne.

- Vi har nogle måger der skriger, larmer, skider og har angrebet nogen af os, fortæller beboer Jette Juul Nielsen.

Beboerne i andelsboligforeningen har selv prøvet at få mågerne væk, blandt andet med mågepigge på taget, men uden den store succes, og i år kom der så yderligere to nye par til området.

Beboerne vil meget gerne have, at kommunen kommer og regulerer mågerne. I følge kommunen er det dog ikke deres opgave.

- Måger er som udgangspunkt fredede, og det betyder, at man skal søge Naturstyrelsen om tilladelse for at få lov til at regulere dem, siger Michael Brandt-Bernbom, leder i Teknik og Miljø, Bornholms Regionskommune.

Og det er grundejerne selv, der skal søge hos Naturstyrelsen, hvis man vil have alvorlige midler i brug mod måger. Det er ikke kommunens opgave at fjerne måger på privat grund.

- Hvis du har et mågeproblem på din grund, så har du selv ansvar for at bekæmpe det, siger Michael Brandt-Bernbom.

Beboerne i andelsboligforeningen i Stettestræde har ikke opgivet at få hjælp fra kommunen, og har fået et møde med borgmesteren den 19. september om mågeplagen.