Afvist klubsamarbejde: DBU Bornholm er åbne

DBU Bornholm er positive over for et klubsamarbejde, selvom man fornylig afviste en ansøgning fra fire klubber.
ØIF, ASG, NB Bornholm og Midtbornholm har fået et afslag på et klubsamarbejde.

De fire fodboldklubber ønsker at lav et større samarbejde på seniorplan, hvor man ville kunne spille for et lokalt hold i Københavnsserien samtidig med man også har en supplerende spillertilladelse i sin moderklub.

Klubberne fik afvist en ansøgning på et klubsamarbejde af DBU Bornholm, blandt andet fordi ansøgningen blev modtaget for sent.

- Vi skulle dispensere i en grad, som bestyrelsen ikke synes, der var et beslutningsgrundlag til at kunne sige ja til, fortæller Lars Albæk, der er bestyrelsesformand i DBU Bornholm.

- Vi ser meget positivt på det, og det har vi også fortalt klubberne. Inden for den tid, de rammer, de love og de vedtægter vi skal henholde os til, så kunne vi ikke få det til at gå op lige nu.

DBU Bornholm er dog langt fra afvisende over for et klubsamarbejde og så gerne et møde mellem DBU Bornholm og de interesserede klubber.

- Vi vil da opfordre dem (klubberne, red.) til at komme igen, selv fortsætte dialogen, eventuelt invitere flere med. Og så vil vi helt sikkert se positivt på det.

- De kan da invitere os med, og så skal vi nok bidrage, siger Lars Albæk.

Ifølge de fire klubber er der også andre fodboldklubber her på øen, som er åbne over for et samarbejde.