Kristendemokrater skal have ny formand

Niels Chresten Andersen går af som formand for Kristendemokraterne på Bornholm. Han skal være organisatorisk næstformand i landsledelsen.
Når Kristendemokraterne på Bornholm på mandag har sin årlige generalforsamling, på Restaurant Bolsterbjerg, skal der vælges ny formand.

Efter 5 år på posten stopper Niels Chresten Andersen. Begrundelsen er at han er opfordret til at indtræde i partiets øverste ledelse som ny organisatorisk landsnæstformand.

Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Opfordringen til at træde ind i landsledelsenb kommer bl.a. fra Isabella Arendt, der som eneste kandidat opstiller til landsformandsposten, som er blevet ledig efter at Stig Grenov har besluttet at stoppe.

- Jeg har for allerede et år siden besluttet at stoppe som formand for KD Bornholm, og havde egentlig alene tænkt mig at fortsætte mit politiske virke som stedfortræder for Bjarne H. Kirkegaard i kommunalbestyrelsen. Men med mere end en fordobling af KD's stemmetal ved folketingsvalget og efter flere samtaler med Isabella har jeg besluttet at tage en ekstra tørn på landsplan, begrunder Niels Chresten Andersen sin beslutning.

- Vi står overfor store udfordringer med nu igen at skulle samle vælgererklæringer, klargøre kommune- og regionsvalget om 2 år, og så har vi 50 års jubilæum til april næste år, som også bør prioriteres. Jeg har været medlem i 40 år, kender partiet ud og ind, og vil gerne give mit bidrag til at Isabella som ny landsformand får den bedst mulige start. Kristendemokraterne fik sit bedste valgresultat på landsplan siden 2001 og på Bornholm det bedste valgresultat siden 1998, så der noget at bygge videre på i en tid, der råber på en politik, der prioriterer familiens trivsel, de socialt udsatte grupper, klimaet samt tros- og åndfriheden, siger Niels Chresten Andersen.