Knivstikkersag fra Rønne for retten i næste uge

Knivstikkersagen fra Rønne, der er en udløber af den verserende narkosag på Bornholm, skal for retten i næste uge.
Der bliver trængsel i anklageskranken i Retten på Bornholm, når tre tiltalte mandag og tirsdag skal for retten på én gang. De tiltalte har siddet fængslet i flere måneder.

Der er yderligere to sigtede i sagen, men de skal ikke for retten i forbindelse med de to retsmøder i næste uge.

Der er tale om de tre tiltalte fra det, der er kendt som knivstikkersagen fra Rønne, der fandt sted tidligt på aftenen den 30. juli i år.

De tre er tiltalt for, som det hedder i anklageskriftet, "... i forening og efter forudgående aftale, at have tildelt en 31-årig mand flere slag i ansigtet, samt at have stukket ham med en kniv eller lignende flere steder i højre underben, samt lavet et dybt tværgående snit i højre underarm, med indlæggelse og operation til følge..."

Politiet har tidligere været ude og har koblet knivstikkeriet i Rønne sammen med bandekriminalitet og den verserende narkosag, hvor indtil videre to personer har fået lange fængselsstraffe for at besidde amfetamin og ecstasypiller.

Anklageskriftet er udformet så der tages forbehold for videre tiltale. Det vil sige, at anklagemyndigheden forbeholder sig retten til at bringe andre sigtelser på banen, afhængigt af de forklaringer de tiltalte giver i retten og den bevisførelse, der vil finde sted.

Men i første omgang er de tre tiltalt for at være impliceret i knivstikkeriet den 30. juli.

Området omkring Lille Torv i Rønne var afspærret i flere timer den 30. juli, og også dagen efter. Dramaet udspandt sig ifølge de sparsomme oplysninger, der kom efter knivoverfaldet, på to gerningssteder.

Der er afsat to dage i retten til behandling af sagen. De to dage er mandag og tirsdag i næste uge.

Billedet stammer fra afspærringen af Lille Torv om aftenen den 30. juli.