"Man kan mærke i hjertet, når man er venner"

Venskaber blandt små børn er ikke bare vigtige for dem selv, de er også vigtige for deres voksenliv. Derfor skal de tages seriøst, fortæller børnehaveleder.
- Ved du godt, hvordan jeg blev venner med Jonathan? Jeg spurgte, om han ville gynge mig, så gad han gerne, og så blev vi venner.

Ordene er Liv Eisners. Selvom hun kun er fire år, har hun allerede mange erfaringer med venskaber i hendes børnehave.

Hun er både venner med Jonathan, Marcus, Frederik, Wilder og nogle andre, og hun kan bedst lide at lege hjemme ved dem og hoppe på trampolin.

Selvom man kunne tænke, at hendes og andre børns venskaber "bare" er for sjov, så skal man tage dem seriøst, fortæller hendes børnehaveleder, Lotte Madsen, fra Vores Børnehave i Snogebæk.

- Det er rigtige følelser, ligesom når de bliver forelskede første gang som fireårig. Så må man ikke grine af dem til søndagsfrokosten, for det er meget alvorligt for dem. Og vi skal jo lære dem, at de dér følelser er okay, fortæller hun.

Børnevenskaber har betydning for voksenlivet
Relationer allerede i børnealderen har også stor betydning for fremtiden, fortæller Tine Basse Fisker. Hun er forsker i pædagogik, og så har hun været med til at skrive en bog om netop venskaber blandt små børn.

- Meget af den identitetsforståelse, vi har som voksne - altså den måde, vi forstår os selv på, bliver sådan set grundlagt, når vi er små. Så dér hvor vi spejler os i hinanden, og dér hvor vi genkender os selv i andre, og oplever andres reaktioner på os selv, er dér, hvor vi er med til at forme, hvad for en slags mennesker, vi bliver til, siger hun.

I Vores Børnehave arbejder de derfor også meget med venskaber, fortæller Lotte Madsen.

- Jeg synes jo, at noget af det vigtigste ved livet, er at kunne indgå socialt. Og når man skal det, så er der nogle spilleregler, og det er blandt andet gode manerer, sige pæne ting, hjælpe hinanden, hente de voksne, hvis man ikke selv kan løse det. Og det får de altså ind med modermælken her, for det er så vigtigt, fortæller hun.

Spørger man Liv Eisner, så fylder uvenskaber heller ingenting i børnehaven.

Bliver du nogle gange uvenner med dine venner?

- Nej, aldrig. Og hvis der er én, der er faldet, og den har en ven, så kan vennen hjælpe én.

Spørger man kammeraten Marcus, så er der heller ingen tvivl om, hvornår man er venner.

- Man kan mærke det i hjertet.