Knivstikkersag: Offer afhørt

Det 31-årige offer i knivstikkersagen kunne ikke huske alle detaljer i forbindelse med knivstikkeriet den 30 juli i Rønne.
Da det 31-årige offer for knivoverfaldet vidnede i retten, kunne han ikke huske alle detaljer fra den aften, hvor han blev opsøgt af de tre tiltalte.

Han fortæller dog, at det ringer på hans dør, og at han åbner den og sætter sig ind i sin sofa igen.

Derefter ved han ikke rigtigt, hvad der sker, idet der er en del tumult. Han mener, at han blev overfaldet af de tre tiltalte. Han fortalte, at han ikke på noget tidspunkt så en kniv.

På et tidspunkt registrerer han et stort sår i den ene arm. Såret var så dybt, at man kunne se helt ind til knoglen og "blodet stod ud i en stråle", fortalte den 31-årige både i retten og under en afhøring foretaget umiddelbart efter overgrebet i lejligheden. Den 31-årige fortalte, at han efterfølgende blev overført til intensiv og opereret.

Han benægtede - som ellers de tre tiltalte har hævdet, at det er ham selv, der starter knivstikkeriet ved at stikke den ene af sine "gæster" en lussing. Han nægtede pure, og fortalte at de tre overfaldsmænd "bare sprang på ham".

Han forklarede også, at den ene tiltalte - A - skyldte ham penge for nogle "forretninger", de havde gjort sammen.

Den 31-årige forklarede, at han kendte A godt, fordi A's kæreste på et tidspunkt havde lejet et værelse hos ham.

Til den ene forsvarer - forsvareren for A - forklarede han, at de tre tiltalte pludselig så meget forskrækkede ud, og havde travlt med at komme væk. Han formodede, det var fordi de havde fået øje på hans skadede arm. Kort efter fik han hjælp af en tililende.

En anden forsvarer - forsvareren for B - gik temmelig hårdt til den 31-årige, og forsøgte at drage hans forklaringer til politiet i tvivl. Den 31-årige forklarede flere gange, at han var påvirket, da han blev overfaldet, og han ikke huskede alle detaljer. Det måtte han forklare flere gange. Og her kom det helt specifikt frem, at den 31-årige havde indtaget metadon og lidt morfin som smertestillende kort inden han blev opsøgt af de tre tiltalte i sagen.

Den tredje forsvarer - forsvareren for C - ville gerne høre mere om en kniv, der blev fundet på stuebordet.

Næste retsmøde finder sted tirsdag med start klokken 9:30.