Knivstikkersagen: Hvad skete der i lejligheden?

Efter dag 1 i knivstikkersagen fra Rønne den 30. juli i år er det store spørgsmål, hvad der egentlig skete i lejligheden på Lille Torv i Rønne.
På dag 1 i rettens behandling af knivstikkersagen i Rønne blev de tiltalte og adskillige vidner afhørt. Heriblandt det 31-årige offer, der boede i lejligheden. Under afhøringerne kom det blandt andet frem, at en af de tiltalte - her kaldet C - var blevet stukket flere gange med en kniv og var blevet såret i den ene balle eller højt oppe på benet. Det var hans blod, der senere blev fundet på gaden.

Alle tre tiltalte forklarede på dag 1, at slagsmålet og knivstikkeriet var blevet startet af lejlighedens 31-årige beboer. Den 31-årige har fra sin side forklaret, at de tre indtrængende "pludselig sprang på ham". Han nægtede, at han på noget tidspunkt havde brugt en kniv og påført tiltalte C skader.

Der var ingen vidner til det, der skete i lejligheden. Vidner havde kun set den tiltalte trio ankomme og forlade gerningsstedet.

På dag 2 vil anklagerens dokumentation formentlig kaste et skarpere lys over hændelsesforløbet i lejligheden.