Fortnite betyder færre kunder på spilcafé

På spilcaféen X-Play i Rønne er Fortnite et meget populært spil. Derfor kan det også mærkes, at spillet lige nu er gået i sort.
Søndag aften gik onlinespillet Fortnite i sort. Det skyldes efter alt at dømme, at producenten af spillet er i gang med en opdatering.

Hos spilcaféen X-Play i Rønne er Fortnite blandt brugernes foretrukne spil. Derfor kan det også mærkes, at spillet lige nu ikke virker.

- Der er lidt færre i spilcaféen, end der plejer at være. Der var en familie, der er på ferie herover, hvis dreng skulle have været nede og spille i går, men de sagde så, at de ville vente til i morgen (altså i dag, red.), fortæller ejer af spilcaféen Stefan Lindeskov Nygaard.

Rygtet lyder nemlig, at spillet kommer op at køre igen i dag.

Stefan Lindeskov Nygaard er dog ikke i tvivl om, at folkene bag Fortnite har opnået præcis, hvad de vil.

- Det har givet en masse opmærksomhed om spillet. Folk, der slet ikke interesserer sig for spillet, snakker også om det, siger Stefan Lindeskov Nygaard.