Råd mangler penge: Politisk uenighed om støtte

Det har været en dyr fornøjelse at flytte Rådet for Socialt Udsatte til Bornholm. Politisk er man uenige om, der skal tilføres flere midler.
Da Rådet for Socialt Udsatte blev rykket fra København til Bornholm i 2016 var det den daværende regeringen med Venstre i spidsen, der stod for det.

- Der er steder, hvor vi har leveret over evne, og så er der måske andre steder, hvor der måske godt kunne have været afsat lidt flere penge, siger Anni Matthiesen, socialordfører hos Venstre.

I fredags kunne vi på TV 2/Bornholm fortælle, at det har været en dyr fornøjelse for rådet at operere fra Bornholm. Mens "Rådet for socialt udsatte" var i København brugte det i gennemsnit 33.600 kroner om året på rejser fra 2014-2016.

De første to år på Bornholm var det tal oppe på 190.000 kroner årligt. I år er der indtil videre blevet brugt 111.000 kroner.

- Det vi kan gøre er jo at se på rejseudgifterne og være opmærksom på, om det har betydning for deres arbejde, siger Camilla Fabricius, socialordfører hos Socialdemokratiet.

Ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte har rejserne dog sat sit aftryk.

- Det betyder, at sekretariatet ikke kan producere helt så meget eller lige så effektivt, som det kunne i København, lyder det fra Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

I øjeblikket er der fem fastansatte i rådet, og hos formanden efterspørger midler, så der er flere til at løfte opgaverne.

Det ser man positivt på hos Radikale Venstre.

- Jeg synes, at Rådet for Socialt Udsatte gør et super vigtigt stykke arbejde. Og jeg synes, det er skammeligt, at man på den her måde fra den tidligere regerings side, har sagt at nu må de socialt udsatte betale for, at vi har pålagt dem at bo på Bornholm, siger Rasmus Helveg Petersen, socialordfører hos Radikale Venstre.

Hos den nuværende regering, mener man dog ikke det er helt lige til at give flere penge til rådet.

- Så synes jeg også, det er vigtigt, at man holder det op mod de rigtig gode arbejdspladser, som det er med, at rådet er kommet til Bornholm. Og det synes jeg også er meget væsentlig for et lokalsamfund, siger Camilla Fabricius.

Og så må de finde sig i, at de ikke har råd til at have så mange ansatte?

- Altså jeg synes, det er vigtigt, vi ser på det arbejde, de skal have løst, og så efterfølgende finde ud af, hvad skal der til, siger hun.

Flytningen har dog betydet, at sekretariatet har sparet cirka 50.000 kroner om året på husleje.