Stil uret tilbage på søndag

Natten til søndag skifter vi fra sommertid til vintertid.
Natten til søndag den 27. oktober sker et skift. Et skift fra sommertid til vintertid.

Det vil sige, at klokketiden søndag den 27. oktober 2019 klokken 03:00 bliver ændret til klokken 02:00, når vi skifter til vintertid.

En afskaffelse af skiftet mellem sommertid og vintertid har ellers været foreslået af Europa-Kommissionen. Men det er endnu ikke lykkedes at komme til enighed om et resultat blandt medlemslandene i Ministerrådet.

- På søndag skifter vi traditionen tro fra sommertid til normaltid. Vi stiller urene en time tilbage og byder de mørke aftener velkommen igen, siger transportminister Benny Engelbrecht til Transport- og Boligministeriets hjemmeside og fortsætter:

- Nogle kan bedst lide normaltiden, og andre savner allerede de lyse sommernætter, men faktum er, at skiftet forbliver, så længe forslaget fra Kommissionen ikke er vedtaget.

En mulig afskaffelse af tidsskiftet afventer videre forhandlinger i Ministerrådet. Mens der også skal opnås enighed mellem Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen, før en eventuel afskaffelse kan blive en realitet.