Ordet prostitution fik Sjursen til at forlade post

Onsdag forlod Jann Sjursen formandsposten i Rådet for Socialt Udsatte. Det sker efter uenigheder om ideologi og sprogbrug. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Hedder det sexarbejder eller prostitueret? Interne uenigheder var årsag til at Jann Sjursen onsdag trak sig fra sin post som formand for Rådet for Socialt Udsatte. Ifølge Kristeligt Dagblad er det uenigheder ideologisk og om sprogbrug, der har splittet rådet.

- Der har altid været forskellige synspunkter i rådet, men vi har alligevel kunnet nå frem til fælles råd og holdninger. Men det er blevet vanskeligere. For eksempel blev vi ikke enige angående sprogbrug på prostitutions-området, som jeg foretrækker at kalde det, siger Jann Sjursen til Kristeligt Dagblad.

Uenighederne har ifølge Kristeligt Dagblad stået på i flere år.

Rådet for Socialt Udsatte har til huse på Bornholm.