Producenter positive over multislagtehus

Producenter for geder, lam, kvæg og kalv er positive over gårsdagens nyhed fra Hallegaard, der vil åbne et nyt multislagtehus.
Et rejsegilde til et nyt multislagtehus er planlagt til omkring Folkemødet. Det fortalte Jørgen Christensen, ejer af Hallegaard Gårdbutik i går.

Og det er vigtigt med et bornholmsk multislagtehus, mener fire bornholmske producenter, deriblandt Jeppe Skovgaard Nielsen fra Den Bornholms Kalv. Han er landmand og har omkring 750 kalve, er bliver slaget på Sjælland. Hovedparten er til videresalg og eksport, og 15 procent ryger retur til salg på Bornholm.

- Det ville gøre vores historie med Den Bornholmske Kalv bedre, hvis den er født og opvokset på Bornholm, og nu måske også slagtet på Bornholm, fortæller Jeppe Skovgaard Nielsen.

Thor Kure, økologisk landmand sender hvert år 30-40 økologiske Limousine/Angus kvæg til slagtning på Sjælland. Og han vil også gerne have kvæget slagtet på Bornholm. Men det nye multislagtehus skal opfylde et par betingelser:

- Jeg vil helst have, at dyrene bliver aflivet i vante omgivelser. Det gjorde vi dengang, vi havde Håndværksslagteren i Aakirkeby. Så jeg håber, man kan gøre det samme her.

Derudover er det også vigtigt, at det nye multislagtehus kan skære og pakke kødet i salgsvenlige portioner, så producenter med gårdbutik kan bevare deres koncept, påpeger Poul Larsson, fåreavler ved Hammershuslam.

Fini Hjorth, der er økologisk landmand og har 22 geder håber, at et nyt multislagtehus også vil kunne tage geder og andre dyr. For så vil han satse på flere geder og tilføje dyrebestanden med kyllinger og ænder.