Bornholmslinjen: Du må tage mundbindet af
Når du sidder i sædet på færgen, må du gerne tage dit mundbind af. Men når du rejser dig for eksempelvis at købe kaffe, skal det på igen.
Kravet om at bære mundbind på mange offentlige steder er frafaldet i dag. Men blandt andet i den kollektive trafik er det stadig påkrævet at bære mundbind - indtil man sætter sig.
I bussen skal man således have mundbind på, når man står op eller flytter sig, og reglerne er de samme hos Bornholmslinjen, oplyser rederiets kommunikationschef Jesper Maack.
- Når du sidder i sædet, må man gerne tage mundbindet af. Så snart en rejsende står op, skal mundbindet på igen. Så hvis man rejser sig for at gå i kaffebar eller den slags, så skal mundbindet på, forklarer Jesper Maack.
Mundbind er ikke længere påkrævet i terminalen, oplyser rederiet.