Brobizz melder om falske sms'er i omløb
Der er i øjeblikket falske sms'er og mails i omløb, advarer Brobizz.
Selskabet Brobizz advarer om, at de i øjeblikket oplever, at der er falske sms'er og mails i omløb. Det fremgår af selskabets hjemmeside, hvor der står:
- Du vil kun modtage en sms fra Brobizz i forbindelse med, at du har kontaktet vores kundeservice. Hvis du ikke har været i forbindelse med Brobizz kundeservice, sender vi dig ikke en sms.
Brobizz kan blandt andet bruges som automatisk betalting på en række færger og broer - herunder Øresundsbroen. Selskabet oplyser, at man skal være opmærksom på, at der kun udsendes e-mails med følgende afsenderadresser: noreply@brobizz.com, noreply@info.brobizz.com, postmaster@brobizz.com og kundeservice@brobizz.com.
- Er afsenderen en anden, opfordrer vi til, at du ikke foretager dig noget, men blot sletter e-mailen, står der på hjemmesiden.